Brændt mad med dybe ord

IIIIH nu gjorde jeg det igen!! Brændte min mad på fordi jeg liiiige skulle skrive noget. De pizzaforretninger rundt omkring min lejlighed KAN ikke være helt fattige længere.

Men er det ikk mærkeligt hvordan man som mennesker falder i det samme mønster igen og igen.........?
Burde man ikke lære bare lidt af sine egne fejl? Nå ja nu taler vi bare mad, ik, men hvad med parforhold eller venskaber. .

Hvor ofte ser jeg ikke, at jeg gang på gang gør det der som jeg ved er dybt irriterende overfor min kæreste? Eller hvorfor er det lige at jeg har det med at ville bestemme alting i et gruppearbejde? Når man først har erkendt sine fejl- burde de så ikke gå væk?

Jeg tror det var i min første blog, at jeg brokkede mig over de få JESUS-tilbedende fyre der dater de ikke spor Jesus-wannabe-piger. Måske er det fordi, et sådan forhold ville være Utrygt for fyrene....?

En fyr ved navn Peter Koungshauh eller deromkring har skrevet:

Ingen anden relation giver os større tryghed, gør os mere sårbare - og skaber dybere afsavn. Parforholdet er i sandhed ambitiøst


Og det er vel ret sandt, ik? At forhold handler om tryghed og sårbarhed- især i parforholdet. Og hvorfor gør man ting som man plejer - også når det er dårlige ting?

- Jo fordi det gør os trygge, og det fortrænger sårbarheden.

" Jeg PLEJER jo lige at gå fra maden, og sådan har jeg det bedst med det."

 FØRST når man ERKENDER at denne handling er destruktiv overfor det formål man har(at stille sulten), ja SÅ kan der ændres.

Jeg kan sagtens erkende, at jeg fx. er alt for dominerende. Men så længe jeg selv synes, at jeg da egentlig også er den med de bedste ideer - så spænder jeg ben for en forandring.

Altså: At ville ændre noget betyder ikke bare at skulle erkende noget, men også vise en sårbarhed. En form for AAAAARHG- jeg- er-ikke-tryg-nu-fordi-jeg-ikke-gør-som-jeg-plejer-agtig... Og så er det vel noget med at blive tryg i det nye igen...

Dybt ik?

- Maria